onsdag den 12. marts 2008

Wellness til fattige

Det social arbejde handler ikke længere kun om at tilbyde hjemløse, svage og ældre et varmt måltid og en seng for natten. Kommuner og hjælpeorganisationer tilbyder i dag både fodterapi, afslappende massage og hårpleje til de mindrebemidlede.

Wellness er ikke længere kun forbeholdt friværdis-millionærerne og den øvre middelklasse. Ifølge Kristeligt Dagblad er wellnessbølgen nu også nået til de mindrebemidlede. Flere og flere hjælpeorganisationer er begyndt at tage hensyn til, at det ikke kun er folk med overskud på kontoen, der er interesserede i at være velplejede og godt tilpas.

– Folks sans for æstetik og behov for at føle sig velplejede og godt tilpas afhænger ikke af deres sociale status. Og det er der stadig flere i det sociale felt, der får øjnene op for, siger Terkel Andersen, der er formand for Rådet for Frivilligt Socialt Arbejde til Kristeligt Dagblad.

Eksempler på den nye tendens finder man blandt andet i Kirkens Korshær, hvor de frivillige tilbyder gratis fodterapi med aromaolier og neglefiling. Hos Mødrehjælpen kan de enlige mødre få et frikvarter fra deres stressede hverdag med en afslappende gang massage både til mor og barn. Og i Landsforeningen af Væresteder byder man på frisk frugt, motion og rygestopkurser i varmestuerne.

Kommunal hårpleje
Det er dog ikke kun de frivillige hjælpeorganisationer, der er begyndt at tilbyde skønhedspleje og velvære til mindebemidlede borgere. Ifølge Kristeligt Dagblad har Assens Kommune for nyligt afsat 300.000 kr. til hårpleje til kommunens ældste, så krøllerne stadig kan sidde ordentligt, selvom alderen trykker.

– Det handler om at se det hele menneske og anerkende, at det kan være endog meget vigtigt fortsat at se pæn og nyfriseret ud, selvom man ikke længere har overskuddet til at klare det selv, lyder forklaringen fra ældrechef i Assens Kommune, Michael Bjørn til Kristeligt Dagblad.

Ingen kommentarer: